tirsdag den 26. maj 2015

En lille hurtigt, om superheltekræfter

Jeg ser mange serier, som i RIGTIG mange serier og er altid på udkig efter nye gode serier. Gerne de skjulte skatte, hvor der allerede ligger mange sæsoner klar.

I de seneste par uger har jeg dog genset den formidable serie Heroes - eller, hånden på hjertet, så dækker formidabel kun de første 2 sæsoner. Heromkring blev serien ramt af den forfatterstrejke, der var i Hollywood for år tilbage, som I måske husker?  Men nu er der altså 4 sæsoner på Netflix og så er det 4 sæsoner jeg ser. Så får jeg også slutningen med, dårlig eller ej, da jeg aldrig fik set 3. og 4. sæson, da den kørte første gang - vi gik nemlig lidt kolde på plottet efter den der strejke kludrede op i det.

Men det er altså en god serie med en spændende historie og de sidste sæsoner er da heller ikke helt uden underholdningsværdi (heldigvis). Og at gense den er lidt som at gense nogle gamle venner. Og så har de superkræfter! Hvilket jo unægteligt sætter fantasien lidt i gang.

Hvilke superkræfter ville du helst have? Usynlighed? Tankelæsning? Helende kræfter? Superstyrke? Gå gennem vægge? Tegne fremtiden?

Her hjemme står valget helt tæt mellem at kunne flyve og kunne gøre sig usynlig. Jesper ville vælge flyvning og jeg usynlighed, da jeg tænker det klart vil have sine fordele i længden. Men en selvbåren flyvetur må, alt andet lige, også være virkelig, virkelig fedt.

Hvad ville du vælge, hvis du kunne? Og hvilke serier kan du anbefale?

mandag den 25. maj 2015

Sukkerfri is



Pas på! det er en haj

For lidt tid siden, fik Ida en mindre åbenbaring og spurgte, om vi ikke kunne lave nogle is uden sukker, for så kunne de måske få lov at spise dem lidt oftere. Slet ikke nogen dum idé.

Jeg har tidligere lavet en del is, både med og ude sukker, men kun i portioner, aldrig som ispinde. Så jeg skyndte mig at købe ispinde-forme fra HABA med hjem fra arbejde og så har der ellers været nogenlunde konstant gang i ismejeriet siden.

Vi laver kun flødeis, men putter alt muligt forskelligt i dem alt efter humør og husbeholdning. Idas favorit er med hakkede vindruer i, Eva har ikke givet udtryk for en favorit, de virker lige gode på hende allesammen. Os voksnes favorit må klart være med lakrids, gerne med et touch af hindbær også.

Som udgangspunkt har jeg fulgt Madbandittens opskrift og så blot freestylet med "fyldet" - både hvad angår smag og mængde.

Meget enkelt består en portion af følgende:

  • 3 æggeblommer
  • 3 dl fløde
  • 2 spsk sukrin melis/sukker
  • 1 tsk vaniljepulver
  • smagsvariant fyld: en god håndfuld mosede bær/ hakkede vindruer/ 1 spsk rålakridspulver eller hvad man nu føler for skal i isen

Med denne portion kan jeg lave 4 ispinde i formen og få en lille halv liter is i en boks. Tag evt. fra til boxen inden du kommer smag i og lav en god voksenvariant, fx med lakrids.

Og så ikke mere fotografering af de is - nu skal de spises!






torsdag den 21. maj 2015

Mal-selv-invitationer

Med den nye SFO-tid, tager vi også hul på et helt nyt kapitel i vores familieliv; børnefødselsdage! Dem har vi ikke endnu haft fornøjelsen af at prøve på egen krop - hverken med gæstende eller besøgende børn. I børnehaven har de gjort det på en lidt anden måde, hvilket jeg har været yderst tilfreds med. Det er mega grænseoverskridende at skulle invitere "fremmede" børn i flok ind i vores hjem. Og da det oven i købet er på min datters vegne, føler jeg et ekstra stort pres for at hun som minimum føler det som en succes og en dejlig oplevelse - også selvom vi voksne så ligger underdrejet under hele festligheden. Alene den logistiske planlægning kan give mig begyndende sved på panden. Men nu gør vi det bare. Vi lukker øjnene og kaster os hovedkuls ud i den del af forældrelivet og vokser med den udfordring det nu må blive (eller ikke blive).


Vi er startet i det små - invitationerne. Et oplagt sted at begynde, hvis jeg selv skal sige det. Vi har i et par dage haft godt gang i at farvelægge de sjove mal-selv-invitationer fra OMY Design & Play. Et superhyggeligt projekt at lave sammen og en god måde at inddrage den kommende børnefødselar selv i kreeringen af invitationerne, der ender med at få et fint og meget personligt udtryk, der kan variere meget, alt efter hvem der har stået bag farvelægningen.






Til selve fødselsdagen har jeg tænkt mig at bruge dækservietterne som et kombineret dekorations og underholdningsindslag for børnene. Og så en hel masse andet jeg ikke har fået udtænkt helt endnu...

søndag den 17. maj 2015

SFO-tid

Så har vi (endelig) fået taget hul på SFO-livet. Vi fik fulgt Ida afsted den første dag med kølig forårsstøvregn og sommerfugle i maverne.



Hvis jeg selv skal sige det, tog vi alle 3 oplevelsen i stiv arm - også efter vi fandt ud af vi havde misset intromødet ugen forinden. Ellers en meget fed start på tilværelsen som skolebarns-forældre. Men noget siger mig, at det nok ikke bliver det sidste forældremøde vi overser, så vi valgte at tage det med ophøjet ro og lade SFO-livet komme til os, som et par åbne blad uden for mange forberedelses informationer at læne os op ad.

Her efter de første 2 uger tager Ida stadig det hele i stiv arm - ja faktisk mere end det. Det er som om SFO-livet og Ida bare har gået og ventet på at skulle trives sammen. Hun NYDER det. Selv når jeg kan høre på hendes fortællinger, at hun har mødt lidt udfordringer i løbet af dagen, så er det som om, hun mest af alt er vokset og lidt stolt af, hvordan hun klarede sig igennem det (fx at skifte bluse fordi den hun havde på var blevet våd).

Ida er glad og så er vi forældre også glade, selvom det nok kræver lidt mere tilvænning for vores vedkommende førend vi får SFO-livet lige så meget ind under huden som Ida allerede har. Efter 3 dage præsenterede hun Eva og jeg for alle de pokaler "vi" har vundet, da vi afleverede hende og passerede pokal-glasskabet på gangen. Jeg tænker, at så føler man sig allerede som en stor del af fællesskabet, når man på den måde tager medejerskab for alle tidligere sejre.


Skoletasken har Ida fået i tidlig fødselsdagsgave af mormor og morfar. Jeg havde ellers forestillet mig, at hun først skulle have den senere, da de jo ikke rigtig bruger den til andet end madpakken her i starten. Men som Ida så rigtigt pointerede, så var det da underligt at skulle starte på en skole, uden en skoletaske. Jeg havde så også forestillet mig, at den skoletaske hun skulle have var noget i stil med denne. Igen tog jeg fejl. Ida mente bestemt, at det skulle være noget præcist som denne. Kompromisset blev en begynder Jeva-model (som mor selv havde det) med en French-kitty agtig kat og en masse sølvglimmer detaljer og alle er glade.

onsdag den 13. maj 2015

En lille hurtig bamseflirt...



Det startede så uskyldigt med en lille flirt og nogle lange blikke mellem Betty og Tutti inde i sofaen.

Senere ved sengetid fandt jeg dem liggende således inde i Evas seng. De kysser et evighedskys, forsikrede Eva mig om.


Jeg kan kun fantasere om, hvilke uimodståeligt nuttede bamse/dukke hybrid børn disse to ellers ville kunne lave sammen...

søndag den 3. maj 2015

#Forældremobberi




I dag var der dyresamlekort-byttedag i Føtex og ligesom sidste år, tog Ida og jeg ned i den lokale af slagsen, for at se om vi kunne være heldige at få byttet os til nogle af dem vi mangler. Og som den social-media-mom jeg er, postede jeg ovenstående billede og beskrivelse af begivenheden på Instagram og delte det også på Facebook. Her fik jeg straks en kommentar om, at det da måtte være en joke. Helt ærligt! Hvorfor skulle det være en joke? Fordi jeg tilhører det segment af elitære forældre, der burde være hævet over den slags, eller hvad?

Der er i den offentlige debat for tiden blevet skabt en elitær og nedladende retorik om "de der forældre", der i den grad mangler perspektiv på tilværelsen for ikke at tale om deres store mangel på et livssyn, der rækker udover egen og egne børns næsetip - og som i øvrigt burde tage og tænke meget mere på ofrene i Nepal!

Det er min klare opfattelse, at den gruppe, der shamer gruppen af egocentrerede curlingforældre, er den gruppe, der fylder og larmer allermest i den offentlige debat (og i øvrigt sjældent siges i mod). For hvor er det let at blive enige om, at "de andre" er nogle idioter, og hvor er det let at følge flokken, pege fingre og skabe skyggemonstre, der for størstedelens vedkommende, kun findes i vores forargede snak om dem og i mediernes fremstilling af dem, fremfor i virkeligheden.

Slap nu af, for en type forældre, der går og dyrker den slags samleri for deres børn. 
Tænk at gå så meget op i sådan en lille gratis marketing-gimmick. 
Godt man som "vi" er solidt hævet over den slags banaliteter. 
Vi "suis Charlies" og har vores perspektiver i orden. 
Lær I nu hellere jeres børn at tale pænt til hinanden og opføre sig ordentligt... (ligesom vi gør!?)

Ja, den kommentar på min Facebook i formiddags var i den grad noget som provokerede mig (hvilket ellers ikke sker så tit) og som i min optik viser, hvor meget dette er vokset helt ud af proportioner. Og samtidig fik jeg faktisk mine egne tvivl om, hvorvidt jeg nu var ved at påføre Ida evig skade, ved at tage hende med til sådan en arrangement, hvor hun mødte andre børn (og deres forældre, der trods alt virkede forholdsvis rolige og velformulerede i dagens anledning), fik nogle kort og gav nogle væk og, værre endnu, fik både saftevand og kage til!

Vi fik ikke alle de kort vi manglede. Men vi fik nogle stykker. Til os selv og til Idas kusine, som hun har samlet og byttet kort med. Og så fik vi givet en masse væk, vi havde i overskud. Resten klarer vi os foruden, uden at klage til hverken Forbrugerrådet eller Dansk Supermarked. Jeg håber Ida vil huske det hele som et hyggeligt samleprojekt hun, jeg og hendes lidt større kusine havde sammen. Det vil jeg selv huske det som, men også ærgre mig over alt den polemik, der er opstået omkring det.

Jeg har altid været meget sikker på mig selv som forælder generelt. Jeg er et veluddannet og fornuftigt menneske og jeg tager de fleste ting oppe fra og ned, lader mig ikke styre af en overordnet agenda, men navigerer som regel efter egen mavefornemmelse, også når det gælder børneopdragelse. Men jeg kan godt forstå, hvis nogle synes det er svært og jeg kan specielt godt forstå, hvis man synes det er svært at navigere rundt i "de rigtige" forældreholdninger og standpunkter, når man risikerer at få sig et ordentlig dunk i hovedet, hvis man kom til at ytre sig en holdning fra "den forkerte" grøft. Og det provokerer mig helt vildt, at jeg selv kom til at tvivle på mine egne (ellers så stabile) holdninger og egenskaber som forælder på grund af en slags offentlig shaming over, at jeg samler på noget sammen med mit barn. (Vi samler faktisk også på andre ting end dyrekort, men det tror jeg bare vi holder for os selv indtil videre.)

Det minder for mig, mest af alt om en slags fælles forældremobning. Denne gang var det dyrekort, før det var det Frost-arrangementet. Nogle gange er det om ferier, sukkerpolitik, afleverings- og afhentningstidspunkter, udklædningstøj - ja hvad som helst, der involverer vores børn. Vi kan som forældre være meget hurtigt til at puste os op og tale ned til og dårligt om andre typer forældre end dem vi selv er eller helst gerne vil være. Det hører ingen steder hjemme og er så langt fra en god måde at lære vores børn om tolerance, mangfoldighed og god takt og tone i det hele taget, som noget kan være.

Jeg skal ikke gøre mig bedre end jeg er og påstå at jeg heller ikke selv falder i, for en gang imellem er det bare så fantastisk rart, at kunne hævde sig selv lidt på andres bekostning. Men hvor ville det klæde os alle sammen, om vi lige huskede lidt mere på forældresolidariteten fremfor at shame løs og dunke hinanden (og os selv) oven i hovedet hele tiden med alle de ting vi gør forkerte som forældre. Som Julia Lahme også skrev for lidt tid siden, så kan du som forældre aldrig nogensinde gøre noget rigtigt alligevel.

lørdag den 2. maj 2015

Idas første rokketand og andre hjerteskærende milepæle


Begejstringen og lykken ville ingen ende tage, da Ida en aften efter putning, kom glædesstrålende ind i stuen til os. Hendes ene tand var begyndt at rokke! Det var så kæmpestort for hende og hun måtte i ren iver og glædesrus løbe et par omgange rundt i stuen efter vi også havde konstateret, at ja, den rokker. 

I et par uger op til den lykkelige begivenhed havde Ida gået og haft en fake rokketand, foranlediget af, at tænderne på hendes jævnaldrende i børnehaven stille og roligt var begyndt at rasle ud. Og hun ville så gerne nå at tabe en tand, mens hun stadig gik i børnehave. Og faktisk endte hun med at tabe den i børnehaven, hvilket hun lykkeligt råbte ud til mig og det meste af nabolaget, inden jeg nærmest havde sat min cykel uden for lågen, den dag det var sket.










Og så måtte vi have Tandfeen sat i aktion. Hun sørgede for en rund 20 krone som beløning for tanden (hvilket åbenbart er den gældende markedsværdi for 1 styks mælketand i disse dage) og sørgede for at den ikke blev væk i Idas seng, ved at lægge den i lommen på sin Tandfe-hjælper-mus, der nu bor hos Ida og er klar til næste tand/mønt udveksling.



Pludselig er det hele bare gået så stærkt med Ida. Selv havde jeg gået og regnet med, at hun var en af dem, der først begyndte at tabe tænder en gang i slutningen af 1. klasse - for hun var jo så lang tid om at få sine mælketænder og jeg synes slet ikke hun er stor nok, til at få "voksen-tænder". Men jeg tror så også at Ida besidder så meget viljestyrke, at hvis hun har sat sig for, at ville noget, så skal hun nok også opnå det - også rokketænder.

Nu har hun så også haft sidste dag i børnehaven og fra på mandag skal hun gå i SFO ovre på skolen, hvor hun starter i 0. klasse til august. Noget vi alle har set og ser frem til med spændning og glæde, men som alligevel ramte mig som lidt af en hjertesorg, da jeg torsdag aften, efter Idas sidste børnehavedag, var inde og tjekke til Ida, der lå og sov. Faktisk så meget, at jeg gik grædende i seng, på sådan en lidt smådramatisk Maude-agtig vis. Nu har jeg det heldigvis ok med situationen igen, det blev bare lidt overvældende for en kort bemærkning. For det kan være så underligt at se på sit barn og mindes, de små bløde babytider og fjollede tumlinge de en gang var og savne det lille menneske, der for øjnene af en er vokset til et stort barn, et andet menneske, end den man selv kan huske og som de måske selv knapt erindrer. Jeg synes jeg husker den forgangne tid så tydeligt samtidig med, at jeg dårligt kan huske den. Tiden er fløjet af sted og det er fantastisk at være en del af den udvikling og identitetsdannelse ens børn gennemgår og som sætter ens eget liv og opvækst i et perspektiv, man aldrig før havde overvejet.


I torsdags lagde jeg dette billede på Facebook og skrev, at det nu var tid til SFO og skole for Ida, hvortil min gamle klasselærer fra folkeskolen kommenterede, at så var hun omtrent der, hvor jeg var, da hun mødte mig for første gang. Hvilket er ganske rigtigt og ganske svært at begribe.
Skal jeg så til at være en af de voksne? Det ved jeg ikke helt, om jeg synes jeg er klar til.
Ida er, efter egne udsagn, ganske klar til the next step - og rokketand nr. 2 er allerede ved at falde ud...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...